Hvorfor strømmer mænd og kvinder til tango-dansestederne? Måske for at genopdage lidenskaben.
AF VIVECA TALLGREN
Kronik i Politiken 24.3.2010
Helt uanfægtet af den aktuelle ligestillingsdebat og elitefeministernes opråb om kønskvotering og flere kvinder på
lederposter lever den populære argentinske tango videre som en anden anakronisme.
Folk strømmer til de mange milongas eller tangodansesteder, der skyder op som paddehatte rundt omkring i de danske byer.
Det hedder sig jo, at tango er en rigtig machodans, hvor mændene er rigtige mænd og kvinderne rigtige kvinder, og det harmonerer dårligt med de feministiske idealer og kampen om flere kvindelige direktørposter. Noget tyder da også på, at 70’ernes rødstrømpeaktioner og udbasunering om fri sex tilsyneladende ikke var den ideelle løsning hverken på kvindernes problemer eller kærlighedslivets kvababbelser.
Damebladene og Ekstra Bladet publicerer den ene artikelserie efter den anden med tips om, hvordan man kan få et mere spændende sexliv, og aldrig har par- og sexterapeuter haft bedre dage end her i det ny årtusind.
Men nogen lidenskab endsige større samspil mellem kønnene har de ikke formået at fremtrylle.
For en alt for rigid ligestilling i parforholdet og for megen teknisk knowhow i sexlivet tenderer nok snarere til at aferotisere hele samlivet og hermed skille parterne ad frem for at forene dem.
I anledning af det nyligt overståede hundredårsjubilæum for kvindernes internationale kampdag kunne man jo gøre forsøget at se med helt nye briller på den kønslige ligestillingsproblematik. Så hvorfor ikke gøre noget revolutionært til fordel for en forsoning mellem de to genstridige køn?
Selv om trafficking og voldtægter er et stort problem også i Skandinavien, og selv om der endnu ikke er en ligelig fordeling af lønnen, så kan man vel næppe mere tale om kvindeundertrykkelse på disse kanter. Fuldstændig ligestilling er der imidlertid ikke, men spørgsmålet er, hvem der rent faktisk er de undertrykte.
I sin bog ’Da jeg opdagede, at jeg var undertrykt’ (2009) påpeger Leny Malacinski, at den på universitetet indførte kønskvotering er en diskriminering af mændene.
Selve titlen på hendes bog antyder også med en vis ironi, at problemet med den såkaldte undertrykkelse af kvinderne her på vore breddegrader ikke er det mest presserende problem.
Den nye tendens er, at kvinderne er i overtal inden for uddannelsessektoren. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2004 ca. 88.000 kvindelige studerende ved de videregående uddannelser. Det er ca. 30.000 flere end mandlige studerende. Fra 1995 til 2004 er der kommet 25 pct. flere kvinder på de videregående uddannelser og knap fem procent flere mænd.
Selv inden for de lange videregående har kvinderne nu overhalet mændene i antal. Alligevel er den fremherskende praksis en særbehandling af kvinderne. Der uddeles bonus til universiteterne, hvis de ansætter en kvinde, mens det ikke mere er god tone at ansætte en mand, som om kvindekønnet var et kriterium for en bedre forskning.
Også gymnasierne har et overtal af piger, mens et stigende antal drenge falder fra undervisningssektoren. Fremtidsperspektivet i denne tendens er, at mændene bliver dårligere og dårligere uddannet, hvilket med årene kan indebære en betydelig skævhed mellem kønnene med veluddannede kvinder, der ikke vil have noget at gøre med de dårligt uddannede mænd. Er det dét, feministerne ønsker?
I Deadline 2. sektion var disse ’tabermænd’ for nylig (14.3.) genstand for debat. En af debattørerne, feministen Susanne Giese, hævdede, at problematikken om tabermænd er ren proportionsforvrængning, da der endnu ikke er indført ligeløn, og der kun er 23 procent kvinder på lederposter. Men hvor mange kvinder søger disse stillinger? Den anden debattør, Hans Bonde, efterlyste en ligestillingsdebat, der handler om mennesker frem for at fortsætte skyttegravskrigen mellem kønnene. Borgere skal behandles som borgere og ikke som kønsvæsener.
Spørgsmålet melder sig, om kønskvotering på universiteterne og lignende foranstaltninger, der mere lugter af hævn end såkaldt ligestilling, er relevante i en tid, hvor det ikke skorter på fjendtlige konfrontationer. Og noget tyder på, at det slet ikke er det, som de to køn ønsker, men at de snarere længes efter det stik modsatte.
Det siges ofte, at machoæraen står for fald, men langtfra alle kvinder synes at ønske en politik, der vil nedbryde både faderrollen og de traditionelt maskuline dyder i ligestillingens navn. Og selv om det hævdes, at kvinderne er ofre i et mandsdomineret samfund, hersker der tilsyneladende lige så megen forvirring om moderne kvinders inderste længsler og behov. De vil gerne have ligestilling, men de mange modsatrettede signaler kunne tyde på, at ligestillingspolitikken på visse områder er slået fejl.
For med hvilket formål dyrker et stigende antal unge mænd en benhård styrketræning og lader deres hårdt pumpede brystkasser tatovere med alskens machosymboler? Og den gamle rødstrømpemode med lilla ble, løstsiddende herre-T-shirt og ingen bh er for længst blevet erstattet af stilethæle, lårkort nederdel og sexet undertøj med blonder og g-streng. Kvinderne vil hellere end gerne være sexede, men måske ikke ligefrem sexobjekter.
Samtidig kritiserer de den bløde mand, der passer hus og hjem, for at mangle sexappeal.
Søger man på nettet under ordet ’machomand’, finder man mange interessante indlæg om, hvad det er for en mand, kvinderne drømmer om. Mere end hver anden danske kvinde går efter en klassisk machomand, viser en undersøgelse, som Europas største datingside, Meetic, har foretaget blandt brugere i de europæiske lande, står der i en af de mange poster om emnet.
Og i et indlæg med rubrikken ’Vatpik eller machomand?’ hævdes det, at vi lever i dag i en kønsløs verden. Kvinder klæder sig i jakkesæt og fylder auditoriet på de lange uddannelser. Mænd er ikke bange for at skifte bleer eller flæbe over et romantisk drama på tv.
Måske er det på grund af dette kønsrolleskisma, at artikler om tango er blevet hot stof i medierne. Dansen og dens reglement byder nemlig på noget næsten eksotisk for os nordboere og kvinderne i særdeleshed.
Ifølge en artikel om tango i Alt for Damerne drømmer mange kvinder nemlig om en rigtig machomand. Her hævder en argentinsk tangodanserinde, at den store invasion af europæiske kvinder til Buenos Aires skyldes, at de er gået for langt i deres krav om at være uafhængige, at de ønsker den spænding tilbage, som ligger i, at mænd og kvinder er forskellige. Og af samme grund mener hun også, at de europæiske mænd, som også kommer til den argentinske hovedstad for at danse, ikke rigtig ved, hvilket ben de skal stå på.
Efterhånden som forskellene på de to køn udviskes, synes der på det underbevidste plan at foregå en magnetisk dragning mod den kønslige modpol. Hvorfor rejser et stort antal mænd eksempelvis til Østen eller andre fjerne lande for at finde sig en kone?
Det kan der være mange forskellige grunde til, men en af dem er måske, at kvinderne i mange fjerne lande får dem til i højere grad at føle sig som mænd.
I en af de mange artikler om tango interviewes en 50-årig svensk kvinde, som forlod både mand og en god karriere til fordel for Buenos Aires og den argentinske tango. Der findes så meget erotik i denne by, selv om den også er overfladisk. Folk flirter på gaden. jeg elsker det, fortæller hun til Alt for Damerne.
I modsætning til feminismens opfordring til kvinders enegang synes tangoen nemlig at komme med et langt mere attraktivt bud for begge køn.
Efter den store mediebevågenhed om tango at dømme er det nemlig ikke blot forskellen mellem kønnene, der er det dragende element, men også lidenskaben. De mange artikler om tango i pressen illustreres ikke sjældent af fotos af kvinden i netstrømper, stram kjole og højhælede sko og manden i sort tøj og pomadehår, der dramatisk fører sin partner i en positur, hvor hun lidenskabeligt slynger sit ben om hans krop.
Til trods for denne lidt klichéprægede illustration af tango er det ikke desto mindre dristigheden, elegancen og frivoliteten i skønsom blanding, som i den grad synes at fascinere. Stik imod al feministisk ligestillingspropaganda.
Da tango-operitaen ’Maria de Buenos Aires’ for et par år siden havde premiere på Københavns nye opera, blev den en dundrende succes, der meldte udsolgt flere måneder i forvejen. Af anmeldelserne at dømme var det netop forskellen mellem mand og kvinde, der var den store publikumsmagnet: luder-madonna-figuren Maria i rød silkekjole og højhælede sko, og de brunstige machoer i hat og blankpudsede sko på evig jagt efter deres kvindelige bytte.
Det hedder sig, at tangoen er en rigtig machodans, da det jo er manden, der fører, og kvinden, der følger ham. Det er dog en sandhed med modifikationer, for kvinden er ingenlunde nogen passiv eller underkastet figur i dansen. Mens manden bestemmer, i hvilken retning dansen bevæger sig, og hvilke skridt der skal tages, skal kvinden slippe kontrollen og lade sig føre, hvilket altså ikke er ensbetydende med at lade sig dominere af manden. Det handler nemlig om et samarbejde parterne imellem. Og ikke så lidt af en udfordring for den selvstændige nordiske karrierekvinde.
Der findes givetvis mange machomænd, der danser tango, men hvis den mandlige partner insisterer på at spille macho, vil hele dansen gå fløjten. At lade sig føre i tango er at være en aktiv medspiller, der responderer på mandens føring, og den gode mandlige danser skal tilsvarende have en fornemmelse for sin kvindelige partner for at kunne føre hende optimalt. Regler som også kunne overføres til kønnenes samliv uden for danselokalet.
Den populære finske tangolærer Åke Blomqvist har engang udtalt, at nordiske kvinder er for veluddannede og selvsikre til at kunne følge manden i tango, og at mændene til gengæld er blevet for blødagtige til at kunne føre hende ordentligt. Et lignende fænomen oplever mange også på de danske tangoskoler, hvor netop kønnenes samspil synes at være noget, der undertiden volder problemer for de dansende par.
Kvinderne går selv, og mændene savner den fremdrift, der kræves af den gode tangodanser. I en Kronik i Politiken (19.3.2000) om tango indrømmede den kvindelige skribent også, at det at overgive sig til sin mandlige tangopartner var ganske uvant efter års indgroet vane med selv at bestemme.
I modsætning til feminismens ensidige ophøjelse alene af kvinden hylder tangoen ikke blot forskellen mellem kønnene, men også ligestillingen og samspillet imellem dem. For hvis dansen skal lykkes, må den grundlæggende enighed være til stede mellem parterne. Og det forbløffende ved dansen er faktisk, at to væsner af forskelligt køn, som ofte ikke engang kender hinanden, kan danse i tæt omfavnelse til musikkens rytme og skabe en smuk dans sammen. Intet er planlagt i forvejen, det hele sker spontant, og heri ligger måske lidt af hemmeligheden bag dens tiltrækningskraft.
Den store fokusering på det lidenskabelige spil mellem kønnene i tango kan være et udtryk for en ubevidst længsel efter foreningen snarere end adskillelsen af kønnene.
Det samme kunne siges om kvindernes drømme om machomænd. Det er måske snarere et ubevidst ønske om, at manden generhvervede sin maskuline kraft, så kvinden også fik lov til at udfolde sin kvindelighed.
Modsætningernes dragning til hinanden er jo et princip, som findes overalt i naturen. Vi kender det både fra den kinesiske filosofis Yin og Yang og alkymiens sulphur og merkur, der begge symboliserer modsætningerne i vores univers, og først ved foreningen opnås den ideelle tilstand, i alkymien kaldet de vises sten eller guldet.
I tangoen bliver kvinden i netstrømper og stram silkekjole med slids og manden i sort jakkesæt og bredskygget hat i tæt omfavnelse blot et ydre og lidt patetisk symbol på lidenskaben. Det ser flot ud, men den virkelig passionerede tiltrækning mellem kønnene, som undertiden også kan opstå i en tango, ligger dog ikke i de ydre symboler. Den opstår snarere i det øjeblik, hvor manden og kvinden helt glemmer sig selv og omverdenens mange krav og blot vugger af sted i takt med musikken som én krop med fire ben.