SPROGLIG NIVEAUSÆNKNING?
Jeg er som spansklærer på VUC glad for mange af de ændringer, gymnasiereformen har medført og har også haft positive erfaringer med den i eksamenssituationen. Samtidig kan den store fokus på de kommunikative færdigheder i sprogundervisningen dog vække en vis bekymring for en generel niveausænkning. Der lægges ikke mere den samme vægt på grammatik, og jeg kan også have mine bange anelser for det faglige indhold generelt.
Man kan frygte, at tendensen går i den retning som Inger Enkvist, professor i spansk ved Lunds Universitet, giver udtryk for: ”At gymnasiets sprogkurser mere og mere ligner aftenskolekurser og ikke når længere end turistniveau, havde ingen forestillet sig. Vi læser sprog i Sverige, men det tenderer mere og mere til at blive begyndersprog på alle niveauer”.
Det problematiske er, at der synes at være et himmelvidt spring fra kravene på gymnasiet og dem på universitetet efter reformen – medmindre universitetet også vælger at sænke kravene. Hvis eleverne ingen ordentlige grammatikkundskaber får i gymnasiet, får de svært ved at indhente ”hullerne”, hvis de vil læse sprog på universitetsniveau. Den erfaring fik jeg, da jeg underviste i spansk grammatik på Handelshøjskolen (Copenhagen Business School) allerede inden reformen blev indført. Elever med C-niveau havde meget svært ved at klare kravene.
Den postmoderne tendens til, at sætte elevens behov i centrum, og altid at følge lystprincippet, er en fælde, som kan give negative konsekvenser for samfundet som helhed.
I den forbindelse vil jeg citere Enkvist, der i en artikel i avisen Expressen (30.5.2005) skrev: ”Elever som har afsluttet gymnasiet og begynder at studere srpog på universitetet forventes nu om dage hverken at have kundskaber eller studievanthed”.
Inger Enkvist, som også er forfatter til adskillige kritiske bøger om den nye pædagogik, ser en kedelig tendens til at kritisk tænkning bliver erstattet af en egocentrisk attitude, der er kendetegnet ved at man ikke gider anstrenge sig for at lære noget. Hvis en bog er anstrengende at læse for den studerende, opfattes det som lærerens fejl, at han/hun har valgt netop det værk.
Problemet med de nye studerende er ifølge Enkvist, at de ikke er vant til at læse bøger og, at de læser langsomt, har et begrænset ordforråd og ikke er i stand til at tage informationer ud af tekster og komplicerede sammenhænge. Mange har heller aldrig brugt en grammatikbog, siger hun.
”Man er nødt til selv at arbejde sig frem til færdighederne. Og vejen kan være både lang og knudret. Erkender vi ikke dét, udsætter vi os kollektivt for en kulturel fare. Kulturel nedgang sker gradvist, delvist umærkeligt. Derfor er det vigtigt at rette negative tendenser, som måske hver især virker uskyldige”.
De tendenser, som Inger Enkvist her skitserer er ikke alene kendetegnende for Sverige. Lad os værne om videnskabeligheden i vores uddannelser, også de sproglige, som er en del af den humanistiske tradition i vores europæiske kultur.
Viveca Tallgren