Den dramatiske historie om den 36-årige Aurora Rodriguez, der skød sin 16-årige datter, vidunderbarnet Hildegart, fandt sted i det republikanske Spanien år 1935. Den vakte stor opsigt og blev en inspirationskilde for flere forfattere, heriblandt Arrabal. Aurora Rodríguez boede alene med sin datter, der kom i skole som 4-årig, blev student som 14-årig og skrev geniale bøger og artikler om politiske emner og kvindekampen, og blev således inkarnationen af moderens forventninger. Da forskere og videnskabsfolk begyndte at få for stor en interesse i pigens ideer, og hun blev lokket til at flytte til England, så Aurora sig nødsaget til at dræbe sin 16-årige datter, hvorefter angav hun sig selv til myndighederne.
Temaet er blevet filmatiseret efter den spanske forfatter Eduardo Guzmáns fortælling “Mi hija Hildegart” (Min datter Hildegart), og i 1987 udgav den østrigske forfatter Ernst Hackl sin version af historien i “Auroras Anlass”, der i dansk oversættelse hedder “Auroras foranledning”.
I 1986 udkom Arrabals roman “La vierge rouge” (Den røde jomfru) i Frankrig og året efter i Spanien. Arrabal iscenesatte selv en dramatiseret version at det samme tema på INTAR Theatre i New York med titlen “Red Madonna or a Damsel in Distress”. Stykket indgår i bind XVII af hans dramatiske værker. Det blev også opført i en fransk-canadisk co-produktion på teaterfestivalen i Avignon år 1992.
Romanen blev rost som et mesterværk i sin genre både i den spanske og den franske presse. “Den røde jomfru” er ikke blot betydningsfuld i sig selv, men den er det også i forhold til de øvrige romaner, som skrives herhjemme: den leder den aktuelle spanske prosa hen i den eneste retning, der kan redde den ud af det dødvande, denne befinder sig i for øjeblikket”, skrev avisen ABC. 1)
Arrabal har valgt at fortælle historien ud fra moderens synsvinkel og bruger kun den historiske begivenhed som ramme og udgangspunkt for sine egne fantasier.
Med både skarpsyn og stor psykologisk indsigt trænger han ind i moderens indre for at klarlægge de dybere motiver bag hendes handling. Hermed vil han bl.a. vise, at enhver menneskelig handling er betinget af et komplekst sæt af faktorer, såvel sociokulturelt betingede som andre mere dunkle kræfter, og derfor aldrig kan dømmes ud fra ensidigt objektive retfærdighedskriterier. Det absolut gode eller onde eksisterer ikke, men kompenserer hinanden.
Romanen er inddelt i 124 korte kapitler, hvor moderen, efter at dommen er blevet afsagt, i form af en indre monolog til datteren rekapitulerer hele deres liv sammen.
Hun indleder sin beretning med at fortælle om sin egen ungdom og beskriver sig selv som en udpræget intellektuel kvinde, den diametrale modsætning til hendes lidenskabelige søster Lulú, hvis utugtige livsførelse hun foragter. Da Lulú rejser fra sin søn, Benjamin, tager hun sig af nevøen som var han hendes eget barn, indtil myndighederne fjerner ham. Hendes forhold til nevøen var medvirkende til hendes beslutning om at få et eget barn: “I det mest uventede øjeblik forandrede Benjamin mit liv. Jeg var tretten år og han fire, da jeg begyndte at undervise ham i musik. Denne hændelse blev en livsgnist, der gav energi til den tomme materie.” (p.26)
Som 19-årig finder hun i faderens bibliotek en bog, der giver hende en åndelig vækkelse: “Som fugl Fønix genfødtes jeg fra denne akse til den personlighed, som du lærte at kende, som var indstillet på at være lykkelig og især det, der var uendelig meget vigtigere, god. Mit liv begyndte med et sådant indfald.”
Herefter opstår hendes ønske om at få et barn. Hun henvender sig til den mand, som faderen havde udpeget til at være hendes ægtemand, og uden nogen følelse af lyst eller begær undfanges barnet med ham.
Hun forlader sin hjemby og bosætter sig i Paris, hvor den eneste kontakt til omverdenen hun har, er hendes naboer, Chevalier, en homoseksuel udsvævende poet, og hans platoniske kompagnon, Abelardo, der lider af tuberkulose.
Med målbevidst omhu opdrager hun sin datter i en næsten total isolation fra omverdenen med det formål at gøre hende til inkarnationen af et åndeligt vidunder – en initieret. Hendes projekt lykkes for så vidt, det beviser datteren selv. I femårsalderen indvies hun i kunsten, de klassiske videnskaber og fremfor alt i den alkymiske opus’ hemmeligheder. Allerede i 14-årsalderen er hun et fænomen, der behersker fem sprog, filosofien, psykologien og naturvidenskaben – en kendsgerning, der trods moderens forholdsregler, ikke undslipper de etablerede videnskabelige autoriteters opmærksomhed. Moderen frygter for at disse vil komme og tage datteren fra hende og lade hende korrumpere i det etablerede system, ligesom de gjorde med hendes nevø, der endte som en berømt dirigent i London.
I sin dagbog, “Infierno” (Helvedet), som moderen læser i det skjulte manifesterer datteren sig imidlertid som den diametrale modsætning til det åndelige dydsmønster, hun beskrives som: “Ned med bøgerne! Ned med videnskaben!… Leve uordenen!… Jeg skider på Naturen og alt det skabte… Jeg vil altid være oprører…”
Det er ikke uden grund, at den af Chevalier hensynsløst udnyttede Abelardo fra sit sygeleje med største interesse følger med i datterens udvikling. Vendepunktet indtræffer da Chevalier pådrager sig en tumor i knæet, der fører til hans død. I takt med Chevaliers tiltagende fysiske svækkelse, generhverver Abelardo sin vitalitet. Da Chevalier dør, er han rask. Han indleder nu et hemmeligt forhold til datteren og hjælper hende med at forberede sin flugt til London, hvortil hun er inviteret af førende videnskabsmænd. Da hun afslører sin plan for moderen, indser hun efter dennes overtalelsesmanipulationer, at hendes eneste alternativ er døden. Hun beder moderen om at skyde sig. Under ulidelige sjælekvaler overvinder moderen sig selv og skyder datteren, hvorefter hun melder sig til politiet og dømmes til 28 års fængsel.
Det som giver romanen dens dybere dimension er, at man parallelt med hovedhandlingen også følger moderens drømme – den såkaldte “indre alkymiske proces” – hvorved der lægges op til adskillige fortolkningsperspektiver.
Ledemotivet er moderskabet og dets fire stadier: undfangelsen, ventetiden, besiddelsen og adskillelsen – i romanen fremstillet i et utopisk lys. Moderfiguren og hendes kærligt-repressive natur er, som ovenfor nævnt, et tema der går igen i Arrabals forfatterskab. I modsætning til hans tidligere værker, f.eks. teaterstykket “De to bødler”, hvor moderen fremstår som en karikeret og entydigt negativ figur, er hun her ikke mere nogen “figur” men et individ på godt og ondt, omend grotesk og vanvittig i sin blinde egenrådighed.
Den egentlige motivation til moderens handling i “Den røde jomfru” må ses i lyset af hendes egen marginalitet både i forhold til familien og det omgivende samfund. Årsagen til denne marginalitet fremgår ikke direkte men anes gennem hele romanen som en latent faktor: nemlig hendes uerkendte homoseksualitet. Den forklarer foragten for søsteren Lulús erotiske eskapader, hendes fanatiske reaktion mod det etablerede samfund og dets normer og hendes stræben mod absolut åndelighed, hvor seksualiteten er totalt elimineret. I sin enerådige hersken overfor datteren, overstiger hun sine menneskelige proportioner og træder formelig i Guds sted, idet hun erstatter den guddommelige orden med sine egne love. næsten magiske viljekraft barnets tilværelse og endda dets køn inden undfangelsesøjeblikket: “Jeg kunne ikke acceptere at du blev en dreng!” (s. 33).
Hendes åndelige og isolerede livsførelse bliver ikke blot et dogme men også til en flugt fra den ubehagelige selverkendelse. Som følge af sit “blinde punkt” er hun ude af stand til at se i øjnene, at den sande illumination aldrig kan opnås ad teoretisk vej alene men gennem handling og gennem forholdet til omverdenen. Da hun ikke selv er i stand til at realisere sit mål, bruger hun datteren som sit instrument til at opnå det: “Jeg forudså, at du skulle være alt det som jeg ikke længere kunne være.”
Det etablerede system med dets love og normer optræder i romanen som den ydre magtfaktor, der også dybest set affødte moderens tragedie. Trods hendes ekstreme handlemåde er hendes kritik af systemets materialistiske og rationelt-empiriske holdning til tilværelsen på sin vis også berettiget.
Som et kontrapunkt til moderen og datteren optræder Chevalier og Abelardo, der også er marginale og ubehjælpeligt bundne i et gensidigt afhængighedsforhold af sadomasocistisk karakter. Der er således en parallellitet i den indbyrdes magtbalance mellem de to par.
Helt uafhængig af den menneskelige viljessfære hersker Naturen og Universet med deres egne love, som mennesket også er underlagt. Disse love, der kun kan udtrykkes ved hjælp af symboler, ligger til grund for den alkymistiske filosofi, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i romanen.
Moderens ønske om at få et barn kan ud fra et alkymistisk perspektiv også tolkes som en drift til individuation, ønsket om at fødes på ny. I alkymien er det kronede barn et symbol på de Vises Sten. I indledningen til sit teaterstykke “Red Madonna” forklarer Arrabal:
“Allerede i middelalderen sammenlignede alkymisterne merkur med Jomfruen og sulfur
– det røde – med det foster, hun bærer i sit indre. Det merkurielle stof,
jomfrueligt hvidt som sølv, bærer i sig den berømte stjerne, der bebuder skabelsen
af – det røde – sulfur. Grækerne kaldte merkur Diana og sammenlignede sulfur med
Dionysos. Den røde farve opstod ifølge alkymisterne mod slutningen af Det Store
Værk, da materien åbnede sig som en granat, og der opstod røde krystalliseringer af
Den Filosofiske Sten.” (2)
Som Jung har udtrykt det “er mennesket med sin bevidsthed altid bagefter det ubevidstes hensigter”. Ethvert ekstrem skjuler sin modsætning: godheden det onde, kyskheden lidenskaben osv. Parallelt med moderens vågne eller bevidste liv og det alkymistiske arbejde, hun indvier datteren i i husets kælder, afspejler den “virkelige” alkymistiske proces sig i hendes drømme. Her manifesterer hendes fortrængte libido sig som arketypiske symboler i form af dyr og fabelvæsner.
Den drøm, hun har dagen før undfangelsen af datteren, antyder symbolsk en erotisk længsel, der måske vækkes til live på grund af den forestående seksuelle forening: “Jeg drømte at solen og månen badede sig i den oprindelige væske, der var sammensat af sæd. Sulfurs ydre ild opløste, sublimerede og forhærdede væsken til merkur.” (p.18)
I de drømme, moderen har om sin datter, optræder denne i en ganske anden iklædning end den, moderen har fremstillet. Den drøm, som hun får kort efter undfangelsen, kan tolkes som et varsel: ” Den nat drømte jeg, at en lille pige først forvandledes til en sirene og bagefter til en nymfe kronet med lange stikkende nåle. Hun svømmede mellem hajer i havet, og fra hendes bryster strømmede to stråler med en hvid væske, der faldt på bølgerne.” (p. 21)
Udfra tesen om, at drømmene er kompensatoriske projektioner fra vores underbevidsthed, fremstår moderen i sin inderste ubevidste natur selv som “Den røde jomfru”, symbolet på den alkymistiske Rebis, hvor modsætningerne er forenede: rødt-hvidt, kyskhed-lidenskab.
Den røde farve står også for oprøret. Moderen realiserer selv det oprør, som datteren kun udtrykte verbalt. Hun stillede sig op mod det gældende systems normer og tog konsekvensen heraf fuldt ud. Hun ydede det offer, der var nødvendigt for at processen kunne fuldbyrdes. Ved at dræbe integrerede hun det onde i sig selv. Herved fremstår hun også som en heltinde, trods alt. Men i modsætning til de sande alkymister stillede hun sig også op mod naturens love og derved forfejlede hun i sit projekt. Hun manglede den for enhver sand alkymist uundværlige egenskab: ydmyghed.
Datterens død kan tolkes på flere måder. I initiationsriterne markerer døden symbolsk udtrædelsen af barnets verden og bruddet med forældrene. Døden kan også opfattes som det at vende tilbage til moderen, altings oprindelse, for at genfødes. I overensstemmelse hermed kan romanens cykliske struktur sammenlignes med alkymiens Merkurdrage, der fortærer sig selv og genføder sig selv i det uendelige i lighed med fugl Fønix, og den bliver herved symbol på tiden og livets kontinuitet.
Nøglen til romanens budskab ligger gemt i “Panique”, hvor guden PAN, der med sit tvedelte ydre, for Arrabal kom til at symbolisere modsætningernes princip og mennesket i dets dobbelttydighed. Men “Panique” betyder også ‘panik’, dvs. menneskets panik over for livet. Grundtesen i “Panique” lyder: Fortiden var en gang fremtid. Fremtiden handler i overensstemmelse med forvirringen og tilfældet. Enhver form for dogmatik og stræben efter perfektion er mod livets fundamentale love. I livet er intet forudsigeligt. Det er en kontinuerlig proces styret af tilfældighedernes spil, som et skakspil, hvor mennesket udgør brikken.
(Artiklen blev bragt i en let modificeret udgave i tidskriftet Den Blå Port, 9/1988)
NOTER:
1) ABC, 1987
2) Arrabal, F.: THEATRE XVII, Paris, 1987, p. 85.